HISTORIER OG LEGENDER - CAMINO FRANCES - 1-10

KONTAKTINFO: ERIK HJULMAND - E-MAIL: ADMIN@ABEA.DK

 

HISTORIER OG LEGENDER - CAMINO FRANCES - BEGYNDELSEN

 

Lad os starte med begyndelsen. Hvordan blev prilgrimsvejen til Santiagode Compostela egentlig til?

Legenden siger, at Sankt Jacob blev halshugget omkring år 50 i Rom efter han var vendt tilbage fra forkyldelse af kristensdommen i det mærkelig land i Nordvestspanien, der hedder Galicien uden det store held.

Efter halshugningen blev han stedt til hvile på en stenbåd, som engle førte til vigen omkring Finistere. En adelsmand så båden, som da var oversået med store hvide muslingeskaller (!) og da han havde hjulpet båden i land, belv alt glemt for en tid. Næsten 800 år senere skete et mirakel. En hyrde gik ved sine dyr en sen aften og så pludselig et skarpt lys på himmelen og fik en vision om noget særligt og gik i retning af lyset og fandt stenbåden. Han gav sin herremand besked og denne hav beskeden videre til Kong Alfonso. Her var så myten om Sankt Jacob skabt. Kongen beordrede en kirke bygget i Santiago de Compostela. Og snart belv det kendt, at der var en af Jusus disciple, som var begravet i kirken og så små begyndte prilgrimsvandringen at tage form. Dette er den korte version.

 

HISTORIER OG LEGENDER - CAMINO FRANCES - 1

 

Codex Calixtinus må I have hørt om?

Verdens første guidebog. Den ultimative guideborg til Camino Frances. Når ikke?

Det er nok fordi den er fra begyndelsen af 1100 tallet.

I guidebogen er dagsetapperne på mellem 35 og 50 km.

I guiden er oplyst navne på de promonente konger og adelsmænd, som lod vejen bygge af kærlighed til Gud og ære for Sankt Jakob, som der står.

der nævnes de gode og de dårlige floder.

Eksempel: Vandet i floden ved Los Arcos er dødbringende. 2 mil før Sabkt Jacobs by er en flod - Lava Nentula - hvor franske pilgrimme af hankøn har for vane i krllighed til apostlen ikke blot at vaske sine kønsdele, men hele kroppen og tøjet (det er ikke en opfordring). I området ved Saint-Jean-Pied-de-Port er der er et voldsomt folkefærd, der har et barbarisk sprog og har tldere, der slår og myrder pilgrimme, hvis de ikke betaler den krævede told. I Navarras land er befolkningen - elendige, troløse, korrupte og gudløse.

Og sådan fortsætter det region for region. (så pas på)

Helgener som pilgrimme besøger i Spanien - salige Dominicus i Redecilla, salige martyrene Facundus (byen nlvnes ikke) salig biskop Isidorus i Léon og naturligvis Sankt Jacob i Santiago. Herefter er der en længere beskrivelse af basilikaen i Santiago og præstestyret der. Et afsnit om hvordan man bør møde pilgrimme - med bamhjertighed og respekt, som var det Vor Herre selv (store ord må man sige).

Codex Calixtinus findes bl.a. på svensk og er spændende og sjov læsning set med nutidens øjne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

HISTORIER OG LEGENDER – CAMINO FRANCES – 2

 

Chanson Roland – eller Rolands kvadet – et af et de vigtigske værker til forståelse af Europas kulturhistorie.

Værket er nedskrevet i første halvdel af 1100 tallet og handler om kristnes kamp mod de vantro muslimer i Spanien i 700 tallet.

Værket starter: ”Karl den Store, vor mægtige Kejser har været i Spanien i syv fulde år”

Roland er kejserens nevø, bliver sammen med 12 andre højtstående riddere af den muslimske kong Marsile i Zaragoza lokket i bagholdsangreb i en slugt ved Roncevaux (Roncesvalles) efter at Karls hær er reddet mod Frankrig.

Da Kejser Karls hær er reddet i forvejen, ser Roland ikke anden udvej end at blæse i sit horn Olifant og det gør han så kraftigt, at Karls hær 30 mil væk kan høre det. Med det er for sent og Roland og ridderne bliver dræbt af den muslimske hær. Kejser Karl vender tilbage for at hævne de dræbte og udkæmper et stort slag og fordriver den muslimske hær og muslimerne bliver tvangsomvendt til kristendommen.

Med kvadet og fortællingen begyndte man allerede i middelalderen at konstruere forestillingen om et skæbneagtigt modsætningsforhold mellem religioner og kulturer, som havde taktiske og politiske årsager.

Det forhold var med til at skabe korstogene og Tempelridderne.

Så tænk på, når I starter Jeres pilgrimsvandring og kommer til Roncesvalles, der også kaldes ”Porten til Spanien”, at I træder ind i en region, hvor der har været storpolitiske konflikter helt op til 1900 århundrede.

Der er to ruter, hvoraf den ene er den gamle romerske vej over bjergtoppene og som kaldes ” Route de Napoléon” eftersom den franske kejsers tropper marcherede ind i Spanien af den vej for at udkæmpe den del af Napoleonkrigen på den Iberiske halvø i årene 1808-1814.

Det siges, at de fromme pilgrimme hjælpes af Sankt Jacob, når de er ved at opgive den vanskelige og strenge vandring opad, ved at han umærkeligt lægger sin hånd på pilgrimmens skulder og trækker denne videre. Så læg det på sinde – kære venner.

I kvadet står: ”at Roland af vrede blæste så hårdt i Olifant, at hans mund blev fuld af blod og at jord revnede og klipper sprængtes og stjernerne måtte græde”

 

HISTORIER OG LEGENDER – CAMINO FRANCES – 3

 

Straks efter Pamplona er der en lille by Cizur Menor på en lille høj. Her er ruinerne af en borg, der var indehavet af johannitterridderne, der sammen med tempelridderne vogtede over pilgrimmenes sikkerhed på vejen til Santiago.

Lige efter Zariquiegui er på venstre side en moderne drikkevandsfontæne. Den hedder Fuente de la Teja. Den erstattede en ældre, der blev kaldt ”Fornægtelsens brønd”.

En legende siger, at en pilgrim møjsommeligt sled sig op mod den nærliggende ”Alto de Perdón” og derved blev meget tørstig. Der mødte han en fremmed vandringsmand, som tilbød ham at vise en ”hemmelig brønd”, men kun mod at han afsvor sig troen på Gud, den Hellige Jomfru og Santiago (Santiago = Sankt Jakob).

Dette ejendommelige tilbud kom fra, hvad der som tilsyneladende var en pilgrimsbroder, men som i virkeligheden var selve Djævlen, og an afslog naturligvis og se – den troende fik sin belønning – Djævlen forsvandt og Santiago selv fremstod i pilgrimsdragt og viste ham nu vejen til den hemmelige brønd og gav ham vand at drikke af hans muslingeskal.

Denne lille historie fortæller noget om de traditioner der følger pilgrimsvejen og som handler om de fare og fristelser som pilgrimmen kan komme ud for på hans/hendes vej.

Alto Perdón = Forladelsen Høj/Bjerg.

Tag Jer i agt for fare og fristelser på Jeres pilgrimsvandring.

 

HISTORIER OG LEGENDER – CAMINO FRANCES – 4

 

Der hvor Camino Frances og Camino Aragonés støder sammen og nu forløber mod vest, ligger en særegen, men lille og meget smuk 8 kantet romansk kirke i Eunate – Santa Maria de Eunate – som siges at være bygget af tempelridderne i 1100 tallet, med henvisning til, at dens forbillede er Gravkirken i Jerusalem. De kirker Tempelridderne lod bygge var 8 kantede.

Når man besøger kirken kan man fornemme, at der er noget gådefuldt over stedet der kan forstås som et mindesmærke over de millioner af pilgrimme, som i 800-900 år har passeret stedet. Nogen mener, at det er stedet hvor tempelriddere på vej til Jerusalem særligt benyttede til en sidste bøn. Så dvæl her en stund og fornemme denne særlige stemning og ro.

Efter Obanos kommer pilgrimmen til Puente la Reina, som har urgamle traditioner, sikkert helt tilbage til tiden før muslimernes ankomst, endda sikkert tilbage til romertiden, da stedet er en flodovergang og et vadested helt tilbage i historien.

Broen er bygget i første halvdel af det 1100 århundrede og har sit navn efter, at Doña Mayor, dronning af Navarra, der for at lette pilgrimmenes overgang og fri dem fra de skurkagtige bådekarle, der var tyvagtige og røvede pilgrimmene eller endog druknede dem, når de ikke betalte nok for overfarten, lod broen bygge.

Så kære pilgrim skænk denne dronning en tanke og stor tak for hendes bygningsværk, når du vandre over denne skønne bro, der forbinder flodbredderne af Rio Arga og for at du ikke skal vader over floden eller lade dig ro over. Nu kan du gøre det sikkert og uden at sætte livet på spil.

 

HISTORIER OG LEGENDER – CAMINO FRANCES – 5

 

Truslerne mod pilgrimmene er mange langs vægen til Santiago de Composteral.

Men der er også mange skønne øjeblikke og det er også muligt at høre historiens vigesus i form af romerske soldaters klappen fra deres sandaler på Via Traiana, som leder næsten hele vejen fra Pyrenæerne til Santiago.

Et meget velbevaret stykke romervej – måske det bedste i Spanien – er netop uden for den lille by Cirauqui og mod Lorca.

Her får man et rigtig godt indtryk af romernes dygtige vejbygmestres arbejde. (Det gør man også på Via de la Plata)

I Cirauquie støder man ved Iglesia de San Román på et mindesmærke for den fascistiske falanges grundlægger José Antonio Primo de Rivera. Det giver uhyggelige minder fra Borgerkrigen i Spanien i 1930’erne. Men det er jo også en del af historien om pilgrimsvejen.

Den lille by Estella er et vigtigt punkt på pilgrimsvejen – Estella la Bella – i byen findes der mange gamle huse, som er værd at kikke på, og her få man et indtryk af hvordan byerne var i det sene 1200’tal.

På vejen ud af Estella passeres Iglesia Nuestra Señora de Rocamadour Her findes et smukt billede af Maria med Jesusbarnet på venstre knæ.

Der findes en legende om, at en pilgrim blev anklaget for mord på medpilgrim. Han bedyrede sin uskyld og vendte sig i sin nød til Den Hellige Jomfru og sagde, at om han var uskyldig, så skulle hun lade Jesusbarnet bytte knæ, et noget usædvanligt krav. Men det skete promte og han blev frikendt. Imidlertid er det jo svært at vide om det er rigtigt, da ingen i dag ved hvordan billedet så ud før miraklet.

 

HISTORIER OG LEGENDER – CAMINO FRANCES – 6

 

Nu når vi snart til Logroño første større by efter Navarra og i La Rioja. En katedralby og en tapasby. Hvad har de to ting med hinanden at gøre? Faktisk kun det ene, at der er to gader med tapasrestauranter nær katedralen. Så kan man jo gå til aftensmesse og derefter på ”tapascrawl”

Men på vejen ind til byen vandre pilgrimmen forbi Fuente de los Peregrinos (Pilgrimsbrønden) fra 1500 tallet som ligger over for den gotiske kirke Santiago de Real på den anden side af gaden.

Foran kirken er en statue af Santiago afbilledet i sin inkarnation som Santiago Matamoros – Santiago Mauerdræberen – på en flot hest.

Lidt syd for Logroño ligger – Clavijo – der er stedet for et af spansk histories mest berømte slag – udkæmpet i 834 og som spiller en stor rolle i legenderne om Santiago.

Baggrunden for slaget er bruddet af en skrøbelig fred bygget på, at de kristne skulle betale en årlig tribut til mauerne på 100 jomfruer. Imidlertid besluttede kong Ramiro I, at nu var nok nok og sendte det årlige sendebud retur. Det var dog kun hovedet af sendebuddet, der blev returneret. Det var signalet til krig.

Da solen gik ned på krigsdagen var den kristne hær ved at gå i opløsning, men så viste - på Herrens befaling - Santiago sig i en sky, klædt i hvidt ridende på en springende hvid hingst med sit flammende sværd i hånd.

Med Santiagos hjælp var spanierne naturligvis overlegne og det siges, at ikke mindre end 70.000 mauere blev tilbage på slagmarken.

Det blev ikke sidste gang af Santiago kom de kristne til hjælp, hverken som krigsmand eller som sand pilgrimsven.

 

HISTORIER OG LEGENDER – CAMINO FRANCES – 7

 

Hvorfor høns i en katedral? Og Hvorfor en katedral langt ude på landet?

Santo Domingo de la Calzada – et laaaangt bynavn – men et navn man altid kan huske, når man har vandret Camino Frances. Der knytter sig nemlig to væsentlige historier til stedet.

Først det med hønsene. Det har været der i snart mere end 700 år og udskiftes en gang om ugen, andet ville vel også være dyrplageri.

Omkring 1300 tallet tog en tysk familie på pilgrimsvandring til Santiago og overnattede på et noget lurvet værtshus i byen. Om morgenen blev sønnen – der var meget smuk – beskyldt af værtens datter for at have stjålet sølvtøj fra værtshuset. Egentlig var årsagen, at pigen var forelsket i den smukke søn, men hendes tilnærmelser blev ikke gengældt og det var hun rasende over og fandt som ondskabsfuld hævn, at beskylde ham for tyveri og anmelde ham. Resultatet blev, at sønnen blev anklaget for tyveriet og den lokale præfekt idømte ham en passende hård dom – at blive hægt i byens galge – og det skete så til stor fortvivlelse for forældrene. De måtte efterlade deres søn og vandrede nedtrykte til Santiago for så på hjemvejen at tage sønnens lig med sig tilbage. Til stor overraskelse så forældrene, at sønnen viste livstegn i galgen og løb straks til præfekten og fortalte oplevelsen og bad ham om at følge med. Men han sad netop ved frokostbordet og havde fået serveret to veltilberedte høns og sagde ” at var det sandt det de sagde, så ville hønen og hanen foran ham flyve op og gale” – hvilket de så gjorde. Siden har der været høns i katedralen.

Nu skulle man tro, at det ikke kan være sandt at sønnen kunne overleve i så lang tid i galgen, men til historien hører, at Santiago støttede sønnens fødder, så han ikke blev kvalt, fordi sønnen jo var ganske uskyldig.

Den anden historie er, at den lokale munk - Domingo Garcíia i 1100 tallet viede sit liv for at pilgrimme til Santiago kunne komme gennem de lokale områder, hvor pilgrimsvejen var et af de værste stykker på den tid med bugtende stier gennem marsk og med røvere bag hver busk.

Domingo brugte sit liv på at ombygge pilgrimsvejen, bygge broer, herberger og hospitaler og i det hele brugte sin tid på at hjælpe pilgrimme. Det siges, at når Domingo endelig tog sig et hvil, så fortsatte englene med arbejdet. Han blev helgenkåret under navnet - Santo Domingo de la Calzada - (calzada = bred og god kørevej”) Broen over Oja, der står i dag, er Domingos værk.

Så ære ham i katedralen, at du kan komme godt videre mod Santiago.

 

HISTORIER OG LEGENDER – CAMINO FRANCES – 8

 

Og nu til en af mine egne oplevelser, som gør pilgrimsvandring så uforudsigelig og dog så forudsigelig.

Den 23. april 2012 efter en dag på omkring 28 km i rigtig dårligt vejr, koldt og regnfuldt, lykkedes det mig at overnatte i Grañon i nødherberget, som er på noget der ligner 1. sal i den lokale kirke. Man skal ind fra bagsiden og op ad trappen ved tårnet. Det var der så også mere end 40 andre der havde fundet frem til. Fuldt hus blev der annonceret. Da jeg ankom blev jeg mødt af hospitaleroen, der på engelsk kundgjorde, at ”her betalte man efter evne og tog efter behov”. Da jeg lagde 10 € i cigarkassen, kom der en person og straks tog den igen fra kassen, uden at hospitaleroen så meget som blinkede med øjnene og sagde så tørt ”den havde han nok brug for”.

Fantastisk aftensbord med dejlig salat, pasta i kødsovs og en dessert – youghurt og selvfølgelig brød og rødvin – alt i øvrigt doneret af handlende i omegnen. Og dejlig pilgrimsstemning ved den åbne pejs, med snak og udveksling af oplevelser. Og mere rødvin.

Før vi skulle til at sove, kom den uforudsigelige oplevelse, da vi alle blev budt ind på 1. sal i et kulsort kirkerum. Hvad der viste sig at være en af pilgrimmene gav sig til at synge en meget smuk salme, akkompagneret af en ret dårlig guitarist. Men det at høre en smuk stemme i et stort kulsort kirkerum gav gåsehud. Messen blev også forrettet kun fra levende lys på alteret.

Sovesalen var stuvende fuld, alle lå på nogle tynde madresser på et iskoldt gulv – jeg i min sovepose iført fleecejakke og vandrebukser. Toilettet var – hvad der føltes som en ½ km væk og igennem en forhindringsbane af sovende og snorkende og lugtende medpilgrimme. En dør som knirkede rædselsfuldt og et overpisset toilet, hvor der næsten var is i vandhanen og et højskyldende closet, der frembragte nærmest et tordenskrald af fossende vand, når man trak ud. What a night!!!!!

Næste morgen – uden at blive vasket og børste tænder – et let morgenmåltid og så videre ud i en blæsende og kold morgen.

To huse længere fremme var til stor jubel for mange af os en åben bar – hvor det lykkedes at få børste tænder og få et hæderligt morgenmåltid med tostadas, ost, juice og the og få købt 2 ½l flaske vand til dagens vandring.

 

HISTORIER OG LEGENDER – CAMINO FRANCES – 9

 

Inden pilgrimmen kan vandre ind i katedralbyen – Burgos – skal han over ”Gåsebjerget” – Montes de Oca – og det endda igennem et skovområde – i øvrigt det første efter Pyrenæerne. De ca. 13 km til San Juan de Ortega – er et af de barskeste stykker af pilgrimsvejen i middelalderen. Det var frygtet af enhver pilgrim på grund af det barske terræn, de vilde dyr, trolde, feer, røver og banditter.

I dag er pilgrimsvejen igennem et bredt brandbælte. Men luk øjnene og tænk at vejen er på en smal sti igennem noget der ligner en troldeskov, med træer der er mosgroet og med væltede træer o. lign. Mere frygtet og uhyggelig kan det næppe blive.

Det siges, at i Villafranca Montes de Oca var der altid tempelriddere, der var parate til at modtage pilgrimmens værdigenstande, måske en ring, måske lidt småpenge til ridderen mod at pilgrimmen fik en kvittering og den kunne pilgrimmen så aflevere i San Juan de Ortega og få modværdien tilbage hos en tempelridder i klosteret. Det var begyndelsen på pengevæsenet. Erindre at nogen indimellem ikke fik afleveret sin kvittering.

Det siges, at mange pilgrimme ikke kom længere en til Villafranca, fordi de ikke havde mod til at vandre igennem skoven på Gåsebjerget. Men der var råd for, at pilgrimmen kunne få syndsforladelse, da byen i middelalderen var sæde for biskoppen. Så havde den stedlige biskop autoritet til at give syndsforladelse.

Navnet på mange byer langs pilgrimsvejen hedder noget med Villafranca. Årsagen er, at mange franske pilgrimme slog sig ned i de mindre byer, mest på vejen tilbage fra Santiago, når de enten ikke orkede at vandre helt hjem eller ikke havde lyst til at komme hjem til den by, de kom fra eller de slet og ret ikke kunne komme hjem på grund af krig eller anden uorden. Og så var der lige det, at kronen og bispedømmet belønnede pilgrimme som blev boende langs pilgrimsvejen med jord og penge.

Når pilgrimmen kom udaset frem til San Juan de Ortega kunne han dvæle ved en utrolig smuk sarkofag med en prægtig baldakin over inde i kirken ved siden af klosteret. I krypten under, er de jordiske rester af San Juan, der var elev hos Santo Domingo de la Calzada og som ham også blev vejbygmester og et af San Juans værker er broen ved Ages lige uden for byen.

Når du når hertil, har du en smule over 500 km til Santiago.

 

HISTORIER OG LEGENDER – CAMINO FRANCES – 10.

 

Efter at have vandret ned på den anden side af Motes de Oca, når pilgrimmen til storbyen Burgos med den imponerende katedral. En af Spaniens største katedraler- Catedral Basílica Metropolitana de Santa María de Burgos – der er på ca. 40.000 etagemeter. Der er 18 sidekapeller. Bygget i begyndelsen af 1200 tallet i gotisk stil.

Man kan bruge en hel dag på at gå rundt i katedralen, hvis man er til religiøs kirkekunst og der findes mange exceptionelle kunstgenstande.

Lad mig blot nævne et meget specielt krucifiks, der er i et kapel til højre for hovedindgangen, hvor katedralens klenodie El Cristo de Burgos hænger. Det siges, at skulpturen har menneskind og at håret og negle skal klippes. Hvilket lyder lidt markabert.

Det var dog ikke det makabre krucifiks, der vakte min største interesse, da jeg besøgte katedralen, men et 1400 tals maleri, der viser Jomfru Maria med Jesusbarnet på skødet. Hendes skarlagensrøde kjole gjorde et utroligt stort indtryk på mig. Og af en eller anden grund har det billede sat sig på min nethinde.

I øvrigt er der også til Burgos knyttet en stridsmand over alle stridsmænd – El Cid – der er eviggjort i kvadet – Cantar de Mio Cid. El Cid fødes i 1043 som lavadelsmand. Hans fødenavn var Rodrigo Diaz del Vivar. Hans levned er en stor ridder værdig og er alt for langt at beskrive her. Men man kan jo ty til at læse kvadet på spansk som nattelæsning. El også kan man gå på Netlix ogs se filmen om El Cid med Charlton Heeston og Sophia Loren.

I øvrigt er Museo de la Evolucion Humanaogså bestemt også et besøg værd.

Straks pilgrimmen vandre ud af Burgos kommer den magiske højslette – Mesetaen – denne endeløse træløse højslette, hvor varme og kulde kan være frygtingydende og hvor bebyggelse er en mangelvare.

Mesetaen er vel det stykke af Camino Frances, hvor pilgrimmen virkelig kan når ind til sit inderste jeg og gøre status over – hvorfor er jeg her? Hvad er det jeg har begivet mig ud på? Og her finder sine dybeste indre dialoger på godt og ondt – og hvor afklaringen med sig selv og sin Gud ofte finder en løsning eller at det hele kan ende i en uforløst frustration. Det er måske også her, at man gør status over sit tidligere og nuværende liv og hvor tanken om et nyt anderledes liv fødes. Og hvor bekræftelsen på, at jeg vil noget nyt skal realiseres.

Det siges, at når man først har pilgrimsvandret vender man tilbage som et andet menneske og det siges også, at han man først vandret en camino, så vender man tilbage.

For mit vedkommende kan jeg kun bekræfte begge udsagn.

 

 

ERIK THE PILGRIM

 

 

HISTORIER OG LEGENDER - CAMINO FRANCE

 

Nedenfor har du mulighed for at læse lidt historier og legender, som hører til Camino Frances.

 

.