Nedstigningen er også en barsk tur, den er stejl og flere steder sker nedstigningen ret stejlt på en sti hvor der er sten på størrelse fra en knyttet hård til en velvoksen fodbold. At gå ned gennem de sten og samtidig holde balancen og det er vårdt og klamt og med poncho på, er lidt af en opgave. Men det gik, når man bare tager sin tid til det.
Belønningen blev først på eftermiddagen at solen kom frem og det endelig lykkes at se lidt af de sceneri jeg hvade vandret igennem ved at vende mig om og kikke mod nordøst. Og dagens vandringen kunne afsluttes pået helt nyt privat albergue.
Meget fine forhold med nye senge, flotte toiletter og badeværelser og så mange, at der ikke er kamp om at komme i bad eller sidde på toilettet. Tro det men engang imellem er det stressende, at vide at der er andre som også skal bruge faciliteterne og står og tripper.
Vaskemaskine og tørretumbler - så alt tøj kunne blive vasket og tørret - selv uldsokkerne var for engangs skyld rigtige trørre at tage på næste morgen. Hvilken luxus.
Reinhard, Niels og jeg gik op i denne verdens grimmeste by - indtil nu - og fandet et fantastisk sted en dejlig bar med udsigt ud over bjergene, moderne design og en meget søde og hjælpsom værtinde. Vi fik den traditionelle pilgrimsmenue bestånde at en lokal kålsuppe med kartofler og kød.
